Italiensk design

Die modernen Sitzgelegenheiten des italienischen Hersteller Zanotta fügen sich hervorragend zu dem gemütlichen Charme des rustikalen Altbaus. Der aufregende Mix aus Material vervollständigt das Interieur.
Del
  •  Facebook
  •  Pinterest
  •  Google+
  •  Twitter
  •  E-mail
  •  RSS

Gå til produkter

Efter afslutningen af Anden Verdenskrig blev Italien det førende nation inden for design. Navne som Alessi, Brionvega, Danese Milano, Gufram og Zanotta er synonym med såvel fortid som nutid i italiensk produkt- og møbeldesign i dag.

Sammenlignet med Tyskland og andre europæiske lande kom industrialiseringen først sent til Italien, og overgangen fra manuel til industriel produktion fandt i mange brancher først sted efter krigen. Der blev udviklet stilarter i 1920'erne (som for eksempel dem fra Bauhaus), men i Italien blev design først kendt i slutningen af 1940'erne.

Zanotta - Sella & Mezzadro (1957)

Da udstillinger som for eksempel "La Triennale di Milano" i Milano (siden 1933) kun fandt sted hvert tredje år, kom konkurrencer og magasiner til at spille en vigtig rolle i denne udvikling. Ud over triennalen var det især prisen Compasso d´Oro, den "Gyldne Cirkel", som stormagasinet La Rinascente i Milano har uddelt siden 1954, og Domus-magasinerne (1928, som Gio Ponti grundlagde) samt Casabella (1929), der satte moderne italiensk design på verdenskortet og gav eksperterne en platform for diskussioner.

Når man ser bort fra den tyske Bauhaus-skoles teoretiske tilgang og amerikanernes markedsførings- og profitorienterede syn på design, holdt italiensk design længe, især på grund af dets hang til det eksperimenterende, de små håndværksvirksomheders evne til at improvisere og den gamle, kulturelle tradition, som ikke ville skille æstetik fra funktion.

Gufram - Pratone (1971)

Især de små håndværksvirksomheder, kunsthåndværkssmedjer og familieforetagender var dem, der skabte nye typer produktdesign i samarbejde med arkitekter og skabte dermed italiensk designs dynamik og individuelle former. "Italian Line" var indbegrebet af international, moderne, kultiveret og kosmopolitisk livsstil i 1955.

1960'erne/1970'erne – den nye designkultur

I 1960'erne var Italien præget af velstand og masseforbrug. Ud over det kom der ny teknologi og nye materialer til, som for eksempel plast, der satte nye standarder for produktdesign. Virksomheder som Olivetti og Kartell nød godt af disse nyskabelser og gjorde Italien til forløberen for den nye stil. Det italienske designs hegemoni blev afbildet ganske smukt på udstillingen "The Domestic Landscape", der blev vist på Museum of Modern Art i New York i 1972. Udstillingen viste mainstream og antidesign, elegance og eksperiment, klassikere og provokationer og repræsenterede den overbærenhed og åbenhed, som italienske designermøbler stadig står for.

Gufram - Bocca (1971)

Udstillingen afspejlede hele det modstridende aspekt i italiensk designs situation på det tidspunkt. Det, at interiørværktøjerne, der repræsenterede den æstetiske kvalitet ("Bel Design"), og den konventionelle industriproduktion stod på den ene side, og de futuristiske objekter stod på den anden side, dannede grundlag for en undergravende designkultur. Der var praktisk talt ikke noget konsekvent italiensk design i midten af 1960'erne.
Ikke mindst på grund af arbejdernes protester og studenteroptøjerne, under hvilke der dannede sig grupper på fakulteterne for arkitektur i Norditalien, som udviklede og udarbejdede utopiske designs og teorier, der gik imod mainstream. Det centrale angrebspunkt var dyrkelsen af æsteticismen i industrielt fremstillede produkter og det kapitalismens bedøvende kredsløb af produktion og forbrug. Alt dette resulterede i bevægelsen Radical Designs, hvis mål var at ændre samfundet ved hjælp af design og arkitektur. I modsætning til den ældre designergeneration anså den vilde ungdom det etablerede "Bel Design" for at være en blindgyde for industrielt design.

Zanotta - Sacco (1968)

Et italiensk fænomen i slutningen af 1960'erne var, at kløften mellem industriel produktion og eksperimenterende, alternative design blev forbundet med en række bestemte designere og producenter. I 1970'erne dukkede der risikovillige og eksperimenterende iværksættere op, som sikrede sig mange af de unge rebellers udkast og skitser. Det var sådan, at en række klassikere, som for eksempel sækkestolen af Zanotta Sacco (1968) og det iøjnefaldende klædeskab Cactus af Gufram (1971), kom frem. Da industrien åbnede op for de unge designeres nye designkultur, tog det vinden ud af sejlene. Det var overraskende, da en ny bølge af Radical Design dukkede op i midten af 1970'erne, hvorved grupperne Alchimia (fra1976) og Memphis (fra 1981) opstod. Med de ukonventionelle værker fra Memphis, herunder Michele De Lucchi, Matteo Thun og Ettore Sottsass, krydsede den italienske designkulturrevolution Italiens grænser. Memphis skabte en ny kollektion hvert år. Bevægelsen havde fokus på design af overflader og farverige overflader, multifunktionalitet i stedet for monofunktionalitet samt det kommunikative aspekt ved produkterne.

Flos - Taccia (1958)

1980'erne/1990'erne – design bliver et synonym for livsstil

I midten af 1980'erne ændrede bevægelsen sig med den anden Memphis-generation og blev til simpel mode. Ikke desto mindre formåede gruppen at finde på en ny måde at eksperimentere på, som førte til etableringen af nye virksomheder, og som gav inspiration til ældre virksomheder. Virksomheder såsom Artemide, Driade og Zanotta ansatte Memphis-designere som Alessi under ledelse af Alessandro Mendini (Alchimia) og var banebrydende, da de begyndte at arbejde med arkitekter som Aldo Rossi og Stefano Giovannoni.
I 1980'erne blev der udviklet nye reklamemetoder, imageskabelse og persondyrkelse som følge af det økonomiske opsving. Design blev synonymt med livsstil og samtidig et vigtigt markedsføringsværktøj. I forbindelse med Corporate Identity-programmer blev navnene på designere og virksomheder endnu vigtigere.

Alessi - Juicy Salif (1990)

Dette ændrede sig i løbet af de økonomisk ustabile år i 1990'erne, da dyrkelsen af det spektakulære formål ebbede ud. Design blev anstændigt, og mange producenter gik tilbage til seriøse, solide og eksklusive kreationer. Samarbejdet med internationale designere blev intensiveret. Siden da har italienske virksomheder som Alessi, Driade, Moroso og Flos arbejdet sammen med anerkendte, internationale designere som f.eks. Jasper Morrison, Konstantin Gric, Philippe Starck og Ron Arad. Det er en af grundene til, at værkerne ikke nemt kan klassificeres som italiensk design, men det er også en af grundene til, at de har succes i hele verden.

Alle varer fra denne kategori Designviden
Filter 
farver  
producent  
Hovedkategori  
tilbud
Sortér: Mest populær  


Relaterede varemærker



Relaterede designere